Aftensmad/ Vegetar

Fishy Burger fra Naturli´og en opskrift på en vegetarisk “fiskeburger”

Vegetarisk fiskeburger med Naturli' Fishy Burger

Det er ikke ret tit, jeg benytter mig af “erstatningsprodukter”. Altså fødevarer der skal udgøre det for kød, men ikke er det. Eller som her med Fishy Burger fra Natuli’ – en plantebaseret erstatning for fisk.

Enkelte gange vil jeg dog gerne have noget på tallerkenen, der ligner og smager lidt hen mod det, min familie får at spise. Det gør sig mest gældende ved eksempelvis burgere som her. Og i takt med at der er kommet flere fødevareproducenter på banen med lækre alternativer, der både har næring, smag og konsistens på plads, så giver det også mere mening for mig at gøre brug af dem.

Der findes dog en masse skrammel derude, så der er for mit vedkommende blevet kysset en del frøer gennem tiden. Og så vil jeg anbefale, at du ALTID tjekker varedeklarationen og er lidt kritisk i forhold til tilsætningsstoffer mm.

Naturli gør det sgu godt…

En af de store spillere i Danmark, når det kommer til veganske og vegetariske præfabrikerende alternativer til kød er Naturli‘. De må i høj grad siges at have sat dagsordenen de senere par år.

Da jeg var yngre, var det mest af alt deres mælkeerstatninger som havremælk og soyamælk, de var kendte for. De senere par år har de dog fået en ordentlig én på go’daw’en og i den grad sat sig i førersædet på veganer- og vegetarområdet.

Produktudvikling, fedt! Kvalitet, ja tak!

Noget af det rigtigt seje ved Naturli´, er, at de tør og vil eksperimentere. Sidste år lancerede de en længe efterspurgt vegansk koldskål. Den smagte dog ganske rædselsfuldt (ja, undskyld, men det gjorde den altså). Så hvad der lige er sket i testlaboratoriet, det må guderne vide. Mit gæt er, at de nok har haft for travlt med at lange en masse nye produkter ud til et marked, hvor efterspørgslen på veganske og vegetariske produkter er vokset eksplosivt.

I hvert fald endte Naturlí med at udgive en ny S’ommerskål, med det skønne og finurlige lille ordspil (sommer / ommer), der afspejler en virksomhed, der har lyttelapperne ude, og nok samtidigt har set på tallene at afregningen for et dårligt produkt kom prompte, trods lækker emballage og storytelling. Resultatet var nemlig en masse dårlig omtale på diverse sociale medier og, antager jeg, deraf nedgang i salget. Den veganske koldskål var i hvert fald at finde i op til flere butikker i mit nærområde til spotpris. Av.

Vegansk fiskealternativ

Nå, men tilbage til burgeren. Fishy Burger fra Naturli´var for et par år siden en fast del af sortimentet. Så udgik den desværre, men nu er den altså tilbage. Endda i en forbedret økologisk udgave. Den er baseret på tofu og du kan læse mere om den på Naturli’s hjemmeside.

Den er egentlig ikke ret “fisket” i det, men den smager godt, meget mildt, og konsistensen er fin. Jeg synes, den er fortræffelig i en vegetarisk fiskeburger. Selve Fishy Burgeren er vegansk. Jeg har i opskriften nedenfor brugt en syrnet fraiche, så opskriften er vegetarisk. Men du erstatter jo bare med et vegansk alternativ til syrnet fraiche, hvis du ønsker det.

Du kan også bruge Fishy Burgeren, der hvor du ellers ville have brugt en fiskefilet. Måske i et vegetarisk stjerneskud eller til en god salat og fritter?

Jamen, spiser vegetarer da ikke fisk?

NEJ! Bare nej. Som i “næh-nej-det-gør-vi-ikke”. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har fået det spørgsmål. Men svaret er kort: Nej, vegetarer spiser ikke fisk! Der er dog en hel vifte af betegnelser for, hvilken type vegetar man er. Hvis man spiser fisk, er man en såkaldt pescetar.

Jeg skriver et indlæg senere med definition af de forskellige typer, der findes, for jeg kan egentlig godt forstå, det kan være svært (og besværligt) for andre at finde ud af, hvad de kan servere for vegetaren, der kommer på besøg.

Hovedreglen er dog, at vegetarer ikke spiser noget, der har haft et bankene hjerte, men dog spiser animalske bi-produkter som f.eks. mælk, æg, fløde osv.

Derfor kan køderstatningsprodukter altså engang i mellem være rigtig gode at have ved hånden, hvis man som her gerne vil have et godt alternativ til fisk.

Fishy Burger fra Naturli’ med verdens bedste burgerboller

Noget af det man så som vegetar nok sætter ekstra stor pris på, er, hvis der til en burger er brugt en ekstra god burgerbolle. Derfor vil jeg også anbefale, at du bager verdens bedste koldhævede boller og bruger dem til din vegetariske fiskeburger. De er gode til alle slags burgere.

Hvis du har bagt bollerne om om morgenen, skal du bare lige genvarme dem om aftenen, sætte Fishy burgerne i ovnen eller stege dem på en pande.

Herefter rører du den utroligt lækre krydderurtedressing sammen og samler hele molevitten med salat, agurk og Caviart (vegansk alternativ til kaviar. Fås i bl.a. Bilka og Føtex).

Velbekomme! Mad på mindre end mindre end 30 minutter.

NOTE

For en god ordens skyld, vil jeg lige nævne at indlægget ikke er lavet i samarbejde med Naturli´. Holdningerne er derfor ene og alene mine egne. Der findes en del andre “fiskealternativer” derude. Bl.a. har Planteslagterne lavet en “Dild-dellen”, som smager ret så godt, og som uden tvivl også vil fungere drøngodt i burgeren her.

Vegetarisk "fiskeburger" med Fishy Burger fra naturli´

Vegetar

Print opskrift
Antal: 4 Tidsforbrug: 30 min

Ingredienser

  • 4 x Fishy Burgere fra Naturli´
  • 4 x burgerboller
  • 2 1/2 dl. syrnet fraiche
  • 1 potte dild (gem lidt til burgeren skal samles)
  • 1 potte persille
  • 1 potte purløg
  • 1 øko citron
  • Caviart
  • Salat
  • Agurk
  • Salt, peber

Instruktioner

1

Lun "fiskeburgerne" og bollerne i ovnen ved 200 grader ca. 15-20 min. (Bollerne skal mulgivis have lidt mindre tid).

2

Vask citronen og riv skallen fint.

3

Rør din krydderurtedressing sammen med syrnet fraiche, friskhakkede krydderurter, salt, peber og revet citronskal.

4

Skyl salat og skær agurk i skiver.

5

Saml burgerne med dressing, salat, Fishy Burgers, agurk, dild og Caviart.

6

Server med skivede citronskiver.

Nyhedsbrev

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

- Kommentér -