Mit Livs Kogebog (arkiv)

GODMORGEN & HA’ EN DEJLIG DAG MÜSLI!

Jeg elsker at starte min dag ud med en god kop kaffe, vanilje yoghurt (f.eks. den fra Cheasy) med hjemmelavet müsli og friske bær. Når vi ikke lige har friske bær hjemme, plejer jeg at smide et par frosne blåbær på topppen, som faktisk fungerer rigtig godt. Ungerne elsker også at få en lille skål frosne blåbær som snacks, men det er en helt anden historie. Tilbage til müslien… Originalopskriften er fra Sif Orellanas “Krudtugler & Kanelsnegle”, men denne version er lidt anderledes, med lidt flere kerner, flere slags gryn, med sirup i stedet for honning og med chokolade i stedet for rosiner. Müslien giver en god bund at starte dagen ud på og mætter til langt op ad formiddagen. Eneste problem med denne müsli er, at vi ikke har kunnet købe müsli, siden vi begyndte at lave denne, for købemüsli kan bare ikke hamle op med denne lækre hjemmelavede version : )Plejer at lave müslien lidt på slump (som så meget andet), men til en stor portion (nok til ca. 14 dage) skal der nogenlunde bruges:
GOD MORGEN MÜSLI

250 gram havregryn
150 gram 5 gryns blanding
100 gram hakkede hasselnødder
100 gram hakkede usmuttede mandler
150 gram mørk chokolade

100 gram kokosmel
50 gram græskarkerner
50 gram solsikkekerner
2-3 dl. gylden sirup

Hak nødder og mandler og bland alle ingredienser på nær chokolade i en stor skål. Sirupen skal helst i kontakt med det meste, så brug evt. hænderne til at ælte blandingen sammen. Beklæd en stor bradepande med bagepapir og bag müslien i ovnen ved 170 grader i ca. 25 minutter. Vend rundt i blandingen med jævne mellemrum, så det hele bliver bagt. Lad müslien afkøle og bland en god hakket mørk chokolade i, når müslien er helt kold. 
Jeg tager gerne noget müsli fra, som jeg blender helt fint til vores mindste datter, som ikke er så stor endnu og derfor ikke har så mange tænder til at klare nødderne. Hun får det strøet på sin A38 og yoghurt og elsker det simpelthen!
Den lækreste morgenmüsli, fintblendet eller grofthakket med friske blåbær
Den lækreste morgenmüsli, fintblendet eller grofthakket med friske blåbær

Nyhedsbrev

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

- Kommentér -