Aftensmad/ Jul & Nytår/ Vegetar

Portobello med rødbeder, perlebyg og bløde løg

Portobello-rødbeder-perlebyg-green-umami-vegetar

Vi er ret store fans af måltidskasser hjemme hos os. Vi har over flere omgange kørt med Aarstiderne, men har de sidste par uger prøvet Coops nye måltidskasser. De kommer i fire varianter: en vegetarkasse, en populær, en børnevenlig og så en kasse til de nysgerrige.

Vegetarkassen er selvfølgelig lige til at gå til for vegetarer, det siger sig selv, men vi har også prøvet “den populære” og “den nysgerrige”. Begge er virkelig gode, hvis der er en enkelt vegetar i familien, da der indgår meget grønt i kasserne, og jeg synes, det har været forholdsvis let at tilrette måltiderne, så jeg som vegetar også kan spise med.

I sidste uge var denne ret med i den nysgerrige kasse. Den er jo vegetarisk og var virkelig lækker. Det er en ret, man sagtens kunne bruge til en festlig anledning som f.eks. nytår. Jeg har ændret en smule i opskriften, da det lige passede med, at vi havde nogle ting, der skulle bruges.

Bruger du måltidskasser? Hvis ja – hvad er så favoritten hjemme hos jer?

Indlægget er et udtryk for egne holdninger og er ikke sponsoreret.

Print opskrift
Antal: 4-6 pers. Tidsforbrug: 45 min.

Ingredienser

  • 1 pose små rødbeder
  • 1 bdt. frisk timian
  • ca. 8 portobellosvampe
  • 4 spsk. olivenolie
  • 3-4 spsk. balsamico glaze
  • 1 citron (saften fra)
  • 300 gr. perlebyg
  • 2,5 dl skyr
  • 1 bdt. persille
  • 3-4 rødløg
  • smør
  • salt, peber

Instruktioner

1

Tænd ovnen på 200 grader

2

Skyl perlebyg og kog i rigeligt vand i 35-40 min. indtil de er møre. Dræn dem i en si.

3

Skræl og vask rødbederne og skær dem i små både.

4

Hak timian groft.

5

Fjern roden fra svampene og fjern evt. snavs.

6

Kom svampe i en bradepande sammen med rødbeder og timian. Dryp rødbeder med olie og balsamicoglaze.

7

Put en lille klat smør i alle svampene.

8

Bag dem i forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 30 minutter.

9

Skær løg i ringe og steg dem bløde på en pande i 2 spsk olivenolie og lidt smør. Krydr med salt og peber og hold dem varme.

10

Skyl og hak persillen groft og vend den sammen med den drænede perlebyg, skyr, citronsaft, salt og peber.

11

Anret de balsamicobagte rødbeder og svampe ovenpå perlebyggen og servér straks.

Nyhedsbrev

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

- Kommentér -