Mit Livs Kogebog (arkiv)

ROMKUGLER DELUXE

Nem og lækker opskrift som børnene kan være med til at lave

Det har været noget af en gråvejrsdag i dag og ikke ligefrem særlig sommerferieagtig, så  ungerne og jeg fik lavet romkugler trillet i alle mulige slags krymmel. Romkugler er ligesom havregrynskugler en rigtig god “børnekokke-opskrift”… sjovt at lave fordi, man får lov til at “have fingrene i maden” og lege med chokolade og krymmel i alle mulige farver : )

Romkugler Deluxe – her med guldkrymmel nydes bare bedst med en god kop kaffe

Opskriften her giver ca. 20 stk.
450 gr. chokoladekage(rest) eller chokoladelagkagebunde
1 vaniljestang
2 1/2 dl. piskefløde
250 gr. grofthakket mørk chokolade
3-4 spsk. romessens 
Krymmel

Jeg havde en smule brownies-rest i fryseren som var gemt til en gang romkugler, men supplerede op med chokoladelagkagebundende. Det kan også være alt muligt andet slags chokoladetørkage.
Kagen smuldres i en skål. Varm fløden langsomt op til kogepunktet sammen med vaniljekorn og den tomme vaniljestang, uden at det dog må koge. Tilsæt chokoladen og lad det smelte til en blank sauce under omrøring. Bland det sammen med den smuldrede kage (Jeg blendede det med en stavblender i dag, da der var lidt nødder i brownies’en) og tilsæt romessens…prøv dig lidt frem, alt efter hvor “børnevenlige” de skal være. Man kan jo også dele dejen i to og undlade romessens i den ene halvdel, hvis ungerne ikke kan lide det.
Sæt dejen i køleskabet i minimum en time. Herefter kan dejen tages ud og trilles i passende størrelse til Romkugler med Krymmel. Sæt på køl inden servering. Kan sagtens holde sig 4-5 dage og endnu længere på køl.

“Børnekokke laver romkugler” og tænk engang,
 de når både en tur forbi
“chokoladehavet” og “chokoladebjerget”
Chokoladehavet…
Chokoladebjerget….

Note! Kært barn har som bekendt mange navne – vidste du f.eks. at Romkugler kaldes Krumseboller i Nordjylland? Og jeg har ladet mig fortælle, at de på Mors kaldes Sputnik?!…

Nyhedsbrev

Du vil måske også kunne lide

Ingen kommentarer

- Kommentér -