Mit Livs Kogebog (arkiv)

SUKKERFRI RABARBERKOMPOT MED LAKRIDS OG DADLER

Sukkerfri ovnbagt rabarberkompot med lakrids og dadler

Den anden dag fandt jeg nogle sprøde danske rabarber hos grønthandleren og de røg fluks med hjem. Jeg har slet ikke fået lavet nok mad med rabarber i år, synes jeg, og vupti, ja lige om lidt er det september og slet ikke så nemt at støve de smækre stængler op længere.


Min erfaring med rabarber er, at det normalt kræver en pæn del sukker for at opveje rabarbernes syre, men jeg havde lyst til at prøve en rabarberkompot uden tilsat sukker og gik derfor igang med eksperimentet her. Kompotten blev intet mindre end fabelagtig skøn, med den fineste balance mellem sødt og surt. Jeg har spist den på yoghurt, til ost og den vil også være fin som et lille syrligt/sødt indslag til aftensmaden.

Er man ikke så meget til lakrids, kan det selvfølgelig udelades, men det er med til at søde kompotten og smagen er ikke på nogen måde dominerende. Alternativ kan jeg forestille mig, at det vil fungere godt, at krydre med kanel og måske en smule kardemomme.

SUKKERFRI OVNBAGT RABARBERKOMPOT

10-12 stængler rabarber (disse var forholdsvis tynde)
10-12 bløde dadler
2 tsk vaniljepulver
3-4 tsk lakridspulver (jeg brugte rålakrids fra Urtekram)
6-8 spsk agavesirup

Tænd ovnen på 200 grader.

Skyl rabarberne og skær dem i mindre stykker ca. 1 1/2 cm.

Fjern sten fra dadlerne og skær også dem i mindre stykker.

Kom rabarber og dadler i et ildfast fad. Hæld agavesirup over og bland godt rundt så rabarberne dækkes godt. Drys med vanilje og lakrids og vend rundt.

Sæt fadet i en forvarmet ovn med staniol over og bag i ca. 25-30 minutter til rabarberne er møre. Rør rundt indimellem og tilsæt evt. lidt ekstra agave, hvis rabarberne virker for syrlige, men vær obs på at agaven søder en del mere en alm. sukker.

Sukkerfri ovnbagt rabarberkompot med lakrids og dadler

Nyhedsbrev

Du vil måske også kunne lide

4 kommentarer

  • Svar
    Kim Schulz
    august 27, 2014 at 3:10 pm

    Lækker opskrift du har her – er vild med at du bruger lakrids med rabarber (en match jeg selv elsker at bruge).
    Personligt ville jeg dog nok passe på med at kalde opskriften for "sukkerfri" for dadler er jo ret beset springfyldte med sukker (de er ca 75% sukker faktisk og har et GI som er højere end rent sukker). Mest fordi uvidende kunne finde på at lave denne opskrift og servere den til f.eks. sukkersyge da det jo er en "sukkerfri" opskrift 🙂

    mvh
    kim

  • Svar
    Linda
    august 27, 2014 at 3:24 pm

    Hej Kim

    Ja jeg var faktisk ret forbløffet over hvor godt lakrids går til til de syrlige rabarber. Fik det også serveret som isdessert i sommers.. helt fantastisk 🙂 Og i kompotten her det med til, at runde smagen fint af.
    Tja måske ville det så være mere korrekt at skrive "uden tilsat sukker", men det håber jeg, man kan læse sig frem til, når man læser opskriften. Jeg var f.eks. ikke selv klar over, at man ikke måtte servere dadler for personer med sukkersyge, men ville nu nok alligevel også lige spørge personen med sukkersyge inden for en sikkerheds skyld 🙂
    Min datter har børnegigt og almindeligt sukker er ikke videre godt for hende, da det fremmer inflammation i kroppen. Til gengæld er dadler et godt alternativ som sødemiddel… ligesom agave, ahornsirup, honning og rålakridspulver også er gode alternativer for hende 😉

    Bedste hilsner
    Linda

  • Svar
    Line
    august 27, 2014 at 8:10 pm

    Mums hvor lyder det lækkert!

    Nu spørger jeg måske dumt,men spiser man det bare for sig selv, eller serverer man med noget andet ved siden af? 🙂

    //Line

  • Svar
    Linda
    august 28, 2014 at 8:01 am

    Hej Line!

    Det er SÅ lækkert 🙂 Jeg bruger det oven på surmælksprodukter, til ost osv…. Tror også det vil gå rigtig godt som lidt surt/sødt til en god gryderet 🙂

    Bedste hilsner
    Linda

  • - Kommentér -